Etiopiske hooligans og ballondans

Af Astrid Lundsgaard

 

En af min største og bedste oplevelser i Etiopien, fik jeg, i en fodboldkampen med en flok af de unge i byen. Jakob, en af mine med-volontører, og jeg, boede i samme landsby og havde, inden vi tog af sted, snakket om, hvordan det lige var, vi skulle organisere et fodboldevent hvor vi kunne videregive tøjet. Vi kom dog frem til, at der var for mange ukendte faktorer på forhånd, til at vi kunne gøre noget på forhånd.

Derfor var det også med spænding i maven, vi sammen gik op til den lille skole i byen, for at se om det var muligt at arrangere noget. I første omgang var det hele lidt en forvirring, og med den lille smule Amharisk(Etiopiens nationalsprog) som vi kunne, og med den smule engelsk de kunne, fandt vi ud af, at skoleinspektøren ville være væk og på kursus de næste mange uger, og at skoleferien startede ugen, så skolen ville være øde. Mig og Jakob nåede i et splitsekund at sende hinanden blikke, der mest af alt var præget af håbløshed. Tidligere på ugen havde jeg spillet volleyball med et par af de unge drenge i byen og deres unge, meget engagerede idrætslærer. Vi opsøgte ham og selvfølgelig var han der med det samme, parat til at hjælpe os. Han var klar på det hele og ville meget gerne stå for den her fodboldkamp med os. Vi aftalte en dag og planen for, hvad vi havde tænkt os, der skulle ske, og så hjalp han os ellers med at få samlet børnene og arrangeret programmet , og så var alle vores bekymringer ellers væk.

Da dagen kom, mødte vi op på skolen, forventningsfulde, med sportstøj og en lille ekstra overraskelse til bagefter i form af balloner og sæbebobler. På skolen mødte vi idrætslæreren og en flok friske unge drenge i alderen 10-16 år . Drengene var på forhånd delt ind i hold, og det ene hold fik vores medbragte fodboldtøj på, og vi fik taget ægte fodbold gruppefotos af begge hold, stillet klar til kamp.

Vi havde forventet, at vi nok skulle hjælpe med at styre og dirigere børnene, men, imponerende nok, havde idrætslæreren helt tjek på alt, også hvordan man helt formelt sætter en fodboldkamp i gang, og med rigtig opstilling. Der blev givet håndtryk, gået æresrunde, og kampen blev dømt med fair og god maner. Vi stod på sidelinjen og så på med en flok af de andre børn fra byen. I starten var stemningen stille, og det var bestemt ikke et fodbold heppekor, der stod sammen med os på sidelinjen, men det fik vi ændret på.

Vi fik arrangeret to heppekor, et der heppede på det ene hold, som de valgte skulle være Danmark, og en gruppe der heppede på det andet hold, Etiopien. Jakob og jeg sluttede os til hver sin gruppe og konkurrerede om, hvem der kunne heppe højest. Vi løb rundt om banen og hujede og klappede, alt hvad vi kunne i den stegende varme. Så kan det godt være, at det ikke var verdens bedste hold, der spillede, at bolden var gammel og slidt, og banen var en jordbane med livsfarlige sten på størrelse med tennisbolde overalt, og at jeg faktisk ikke kan huske, hvordan resultatet endte, men det var helt sikkert den bedste kamp, som jeg har været med til i mit liv og nok også for mange af børnene.

Efter kampen lavede vi en samlet afslutning, hvor vi officielt donerede tøjet til skolen, og til aller sidst ville vi dele balloner ud og løbe en “sejrsdans” ned gennem byen med alle børnene. Aldrig i mit liv har jeg set, nogen blive så over-begejstrede og glade for balloner som disse børn. Det var et kaos at dele dem ud. Vi havde over 100 balloner med, og hver og en af dem var væk på under 5 minutter. Glæden var stor, og sang og dans fyldte gaderne, da vi løb ned gennem byen. Til sidst endte vi ved pladsen der markerede byens centrum og løb rundt med balloner, og pustede sæbebobler samtidig med, at flere af byens børn sluttede sig til flokken. Det var helt sikkert en oplevelse af de store, og med den gik vi fra at være de to fremmede mærkelige hvide mennesker i byen, til at være en del af flokken og på vennestatus med børnene i byen, der ellers ikke havde en tradition for, at der kom to unge menneske der vil leg med dem.

ballondreng

Jeg er nu kommet hjem til Danmark og har efterhånden vænnet mig til dansk kultur og samfund. Fordi, selvom det var et kæmpe kulturchok at komme til Etiopien, så var det et endnu større og hårdere chok, der ramte, da jeg kom hjem igen og oplevede lille Danmarks individualistiske velfærdssamfund med overflod af livets goder og lige så meget mangel på livsglad kultur og samfund i stærk kontrast til, hvad jeg havde oplevet i Etiopien på næsten alle måder. Turen har for mig været et vendepunkt, en stor personlig udvikling og en den største oplevelse i mit liv, der er svær at beskrive med andre ord, end at det var vildt og fedt og vildt fedt.


Taknemmelighed af en anden verden

Af Nanna Freja Christensen

I midten af februar landede jeg i København efter at have brugt de seneste 7 uger i Etiopien. Et land der på mange måder adskiller sig fra Danmark, der kan både nævnes størrelse, klima, sprog, kultur, osv. osv.
Men selvom, der er kan nævnes mange forskelligheder, er der også mange steder, hvor der ikke er så stor forskel alligevel.

I løbet af mine 7 uger i landet fik jeg muligheden for at bo hos en lokal familie i 4 uger. Familien bestod af min værtsmor, værtssøster og 3 værtsbrødre. Hjemme i Danmark har jeg også 3 brødre, og mine etiopiske brødre er selvfølgelig forskellige fra mine danske, men ën ting har de til fælles: de kan virkelig godt lide at spille fodbold!
Jeg rejste som en del af et projektsamarbejde mellem Silkeborg Højskole og Folkekirkens Nødhjælp, så jeg boede i landsby med 3 andre fra mit højskoleophold.

Efter et par uger, hvor vi havde lært byen at kende, fik vi muligheden for at arrangere en fodboldkamp på byens skole. Eksaminer og ferie stod for døren, så det blev en kamp for byens fodboldhold. Drengene gav den gas på banen, hvor halvdelen af holdet spillede i tøj, som vi havde fået af Play It On. Både drengene og deres trænere var ovenud taknemmelige for, at de havde fået træningstøj. Helt praktisk betød det for drengene, at de nu havde noget reelt fodboldtøj, og at de som hold lignede hinanden. Det var helt vildt at opleve deres taknemmelighed. Herhjemme er tøjet aflagt og har måske stået bagerst i skabet hos de forskellige klubber i lang tid, men jeg tør godt love, at sættet vil blive slidt op til det sidste.

Men vi fik ikke blot lov til at mærke taknemmeligheden fra drengene på fodboldholdet. I Etiopien spiller piger nemlig ikke rigtigt fodbold, men de er derimod vilde med volleyball. Det var fedt at opleve, hvordan pigerne fik muligheden for at udfolde sig og tale om deres drømme for fremtiden, og i lige så høj grad mærke deres taknemmelighed, da de fik en taske med tøj til holdet.

Dagene med sport åbnede op for en dialog om drømme og håb for fremtiden, hvor de unge i landsbyen i samme grad, som jeg selv, ønsker det bedste for dem og deres familier.
De var taknemmelige for tøjet – og jeg er taknemmelig for at have mødt dem og delt minder med dem!

thumb_P1270338_1024