En Bananbladsbold


Af Sidsel Kej Johansen
Den 7. december 2014 rejste jeg med Silkeborg Højskole og Folkekirkens Nødhjælp 2 måneder til Uganda. I Uganda boede jeg hos en værtsfamilie langt ude på landet – så langt ude, at ikke alle i landsbyen havde mødt et hvidt menneske før.
Jeg var noget spændt, da min lærer satte mig af ude ved familien. Skulle jeg grine eller græde? Hvad skulle der ske nu? Hvad skulle jeg gøre af mig selv? Hvad hvis de ikke kunne lide mig? Der fløj en masse tanker gennem mit hoved! Jeg fandt dog ret hurtigt ud af, at alle tankerne og bekymringerne var unødvendige. Min familie bestod af min værtsmor Maria, hendes yngste søn og Marias fem børnebørn. Familien tog så godt imod mig, og jeg blev hurtigt en del af hverdagen og af familien.
Udover at bo hos familien og virkelig mærke kulturen, fulgte jeg og min makker Anne en hjælpeorganisation, som arbejder sammen med Folkekirkens Nødhjælp. Organisationen gør et kæmpe arbejde for at hjælpe og støtte de mest udsatte i samfundet. De opretter landsbybanker, så folk i fællesskab har mulighed for at låne penge til f.eks. medicin, tagplader eller skoletøj til deres børn. De oplyser folk om virussen HIV/AIDS, som er et problem i dele af Uganda, og de hjælper med at bryde det tabu der er omkring virussen.
De tog os med ud til en masse spændende projekter. Blandt andet en søndagsskole, hvor vi mødte de mest fantastiske børn. Da vi kom ind i klasseværelset, blev vi mødt af søde og glade børn som sang og dansede for os. Hjemme fra Danmark havde vi fået aflagt fodboldtøj med fra organisationen Play It On. Tøj som bare skulle smides ud. Vi havde tøjet med til søndagsskolen, og det skabte en helt fantastisk glæde, både for børnene og de voksne.
Børnene, både piger og drenge, kom hurtigt i tøjet og så skulle der spilles fodbold. Målene blev mærket af og de fandt deres bold frem. Bolden var hjemmelavet og lavet af bananblade, så da vi fandt læderbolden frem, som vi havde med hjemmefra, opstod der en glæde jeg aldrig har set før. Det var fantastisk at se glæden hos børnene.
Så var vi klar til at spille. Alle var velkommen og drenge og piger gjorde sig spilleklar. Igennem fodbold og i det hele taget igennem sport opstår et fællesskab og et samarbejde, og alle er lige på fodboldbanen. Alle har hver deres vigtige rolle og man kan ikke undvære nogen. Ingen kan køre showet selv og for at få det bedste resultat, er man nødt til at samarbejde. Sport er en fantastisk
måde at lære børn og voksne at alle er lige. Hvis man kan få det til at fungere, og man kan være lige på fodboldbanen, kan man også arbejde sammen og være lige i samfundet.
Det var en skøn oplevelse at spille med alle børnene og mærke deres glæde. Min rejse til Uganda var en fantastisk oplevelse og en øjenåbner. Rejsen er det bedste jeg har gjort for mig selv. Jeg er blevet udfordret, jeg har fået så meget og lært så meget, jeg har mødt de stærkeste og sødeste mennesker og fået en ekstra familie.
Bananbold


Warning: Parameter 2 to qtranxf_excludeUntranslatedPostComments() expected to be a reference, value given in /var/www/playiton.net/public_html/wp-includes/plugin.php on line 291

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *